Ankeret
Et anker sidder på et skib. Det er stort og tungt og lavet af jern.
Kaste anker
Når man kaster anker, flytter skibet sig ikke.
Ankeret borer sig dybt ned i havbunden. Der sætter det sig fast. På den måde holder ankeret fast i skibet. Også selvom det blæser meget. Eller der er høje bølger.
Mange sømænd har et anker tatoveret på deres arm. På den måde viser de, at de er sømænd.
Håb
Man kan også have et lille anker i en halskæde om halsen. Sammen med et hjerte og et kors. Når ankeret hænger sammen med hjertet og korset, betyder det håb.
Sådan et smykke med tro, håb og kærlighed er der mange, der får i dåbsgave.
Paulus
Vi har lært at tale om tro, håb og kærlighed af en mand, som hedder Paulus.
Paulus levede for omkring 2000 år siden. Han skrev en hel masse breve, og mange af dem er i Bibelen.
I et af sine breve skrev han, at mennesker ikke kan leve uden tro, håb og kærlighed. Uden disse tre ting er vi ingenting, skrev Paulus.
Af Linda Ishøj Frederiksen, 05. august 2009
|
Tegn et anker
Tag på tur til havnen og tegn forskellige ankre.











