Fastelavnsris

Når det er fastelavn, kan man lave et fastelavnsris til at "rise" sine forældre med, eller bare til pynt. Prøv selv. (1.-3. klasse).

Fastelavnstønde og fastelavnsris og kattekonge-krone.

Baggrund

Fastelavnsriset har ikke rigtig noget med Jesus eller fasten at gøre. Det er en skik fra gamle dage. At "rise" folk med slag fra kviste og grene var noget, man gjorde for at overføre liv og energi fra grenenes knopper til mennesket.

Senere begyndte man at pynte risene med æggeskaller og fjer fra hønsene. I dag pynter man med katte og masker og måske slik!

Børnene riser forældrene op af sengen, mens de synger "fastelavn er mit navn" og håber, at forældrene står op og bager fastelavnsboller til dem.

I skal bruge

  • Grene eller ris, helst fra birketræer.
  • Elastik.
  • Blyant og tuscher.
  • Ståltråd.
  • Saks.
  • Karton eller papir, sort og andre farver.
  • Silkepapir i kulørte farver.
  • Evt. pailletter og en limstift.

Sådan gør I

  1. Bind risene sammen med elastikken.
  2. Tegn katte på sort karton og klip dem ud.
  3. Tegn øjne, næse og knurhår på kattene.
  4. Tegn fastelavnsmasker og fastelavnstønder på karton i forskellige farver, og klip dem ud.
  5. Man kan pynte udklippene med pailletter; smør med limstiften og tryk pailletterne fast.
  6. Udklippene fæstnes til fastelavnsriset med ståltråd.
  7. Tag 2-3 ark silkepapir i forskellige farver, og rul dem sammen på tværs, og brug den øverste del som håndtag.
  8. Hold fast i håndtaget, mens du klipper papiret op nedefra, så der dannes frynser.
  9. Vikl ståltråd rundt om håndtaget og fæstn pomponen på fastelavnsriset.
  10. Du kan også putte slik på fastelavnsriset!

Af Susanne Ellemose Oddershede, 20. januar 2010

Aktiviteter Læs mere Litteraturliste

Quiz

Fastelavnsris

Når det er fastelavn, kan man lave et fastelavnsris til at "rise" sine forældre med, eller bare til pynt. Prøv selv.

Bedstes fastelavnsboller

Bag 32 fastelavnsboller med creme og glasur.